Fodbold er for alle. Det er nok også sådan, størstedelen af breddefodboldsspillere i Danmark har det. Det er dog langt fra det fulde billede, for fodboldens verden bliver noget sværere at navigere i, hvis du ikke er heteroseksuel.
Af Oscar Valdorff, Babou Lowe og Kristian Spinding Andersen
Det er ikke let at være homoseksuel mand i dansk breddefodbold. Selvom samfundet er blevet mere åbent og accepterende over for LGBT+-personer, er der stadig mange fordomme og stereotyper, der hersker i sportens verden.
Ifølge Projekt SEXUS er 2 procent af de danske mænd homoseksuelle, men en undersøgelse foretaget af Kantar Gallup for DBU viser, at kun 1 procent af DBU’s mandlige medlemmer er homoseksuelle.
I fodbold eksisterer der en machokultur, hvor maskulinitet ses som værende positivt. Den kultur står i kontrast til den måde, man gennem århundreder har anset homoseksuelle mænd, som værende feminine. Dette har gjort at der er opstået en fejlagtig opfattelse af dem som dårligere fodboldspillere.
Lukas er nuværende fodboldtræner og tidligere fodboldspiller. Foto: Babou Lowe
Lukas Møller Jørgensen, der til dagligt er fodboldtræner for AGF’s U13-hold og derudover også er homoseksuel, genkender dette billede:
»Da jeg voksede op, var de homoseksuelle, der fyldte mest dem, som blev hentet ind til realityprogrammer, og så dannede de ligesom præcedens for, hvordan homoseksuelle er. Det var enormt unuanceret og dermed meget stigmatiserende.«
Denne stigmatisering er ikke det eneste problem. Kulturministeriet lavede i 2020 en undersøgelse blandt 850 LGBT+ personer i dansk idræt, hvor 67 procent af de homoseksuelle siger, at de har oplevet nedsættende ord eller jokes omkring det at være homoseksuel i forbindelse med, at de har dyrket sport.
Rapporten afslører også, at 23 procent af de adspurgte homoseksuelle har stoppet med at dyrke en sport, fordi de havde for mange negative oplevelser i forbindelse med at dyrke den pågældende sport.
Fordomsfri fodbold
Pan Fodbold er en københavnsk fodboldklub, der gør en dyd ud af, at der skal være plads til alle, der gerne vil spille fodbold. Pan Fodbold er åben for alle seksualiteter, og har mange homoseksuelle mænd blandt medlemmerne, der bare gerne vil spille fodbold.
En af dem er Mikkel Curth, der ligesom så mange andre mænd har spillet fodbold, siden han var dreng. Da han for et par år siden skulle i gang med at spille fodbold igen, valgte han at spille for Pan Fodbold af flere årsager.
»Jeg valgte at spille for Pan på grund af den måde, som klubben er opbygget på, hvor man kan være sig selv i virkeligheden, hvor man ikke skal forholde sig til seksualiseringen, hvor man kan få netværk og spille fodbold sammen, og hvor folk forstår én. Så det er klart, at det er en anden form for fodboldmiljø og en anden form for klub, end en traditionel fodboldklub.«
Pan Fodbold er ligesom så mange andre klubber tilmeldt DBU’s turneringer, hvor de spiller i puljer mod andre hold. Pan spiller i modsætning til landsholdet altid med regnbueflaget som anførerbind, fordi det er vigtigt for dem at vise, hvem de er.
Når de er til kamp, oplever de stadigvæk diskriminerende sprogbrug og handlinger fra modstanderholdet til tider.
»Vi oplever det specielt, når modstanderen ser, at vi faktisk godt kan spille fodbold. Så bliver nogle frustrerede og råber ting som f.eks. bøsserøve efter os,« siger Mikkel Curth.
På banen har Pan Fodbold oplevet, at modstanderen tager dem i skridtet, og i de værste tilfælde har de overvejet at forlade banen i protest.
Kulturen er det store problem
Når Lukas Møller Jørgensen træner drengene i AGF, oplever han også det heteronormative sprog fra børnenes side.
»Der har været vendinger fra spillere, som jeg har haft med at gøre, hvor der har været uheldige formuleringer. Det har været i forhold til noget påklædning, at det har været gay, eller at det har været bøsset. Og det kan måske være alt fra shorts til støvler og strømper.«
Selvom Lukas Møller Jørgensen er homoseksuel, har han ikke gjort noget ved det, når han har haft disse oplevelser.
»Drengene skal helst bare se, hvordan jeg er. Altså en helt almindelig fyr, og en helt almindelig træner.«
Ifølge Morten Emmerik Wøldike, chefkonsulent og teamleder for køn og LGBT+, hos Institut For Menneskerettigheder, er ligebehandling et af de store problemer, fordi sporten er machomandens sidste hjemmebane.
»Ligestillingen mellem kønnene har jo betydet en udligning af kønsforskelle, hvor kvinder har bevæget sig ind i de fleste af de rum, der tidligere har været mænds domæner. Sport er et af de rum, hvor mænd stadig kan markere en forskel i forhold til kvinder, og her har der historisk set heller ikke har været plads til mandlig homoseksualitet.«
Han pointerer ligeledes, at de sportsdiscipliner, hvor denne klassiske maskuline scene om at markere forskel i dag stadig er fremherskende. Eksempelvis i fodbold, hvor der stadig er store problemer med homofobi og negative holdninger til homoseksualitet.
I fremtiden håber Mikkel Curth, at der kommer flere forbilleder og bedre plads til de homoseksuelle fodboldspillere:
»Det er fedt, at Pan eksisterer, og at vi kan få lov til at komme ud og spille fordomsfri fodbold, men et eller andet sted så kunne man da håbe, at det bare var sådan, det fungerede ude i alle klubber, og at Pan i den forstand ikke var nødvendig. Vi vil bare gerne spille fodbold.«