Homofobi er et stort problem i dansk fodbold, om så det foregår på stadion, på sociale medier eller på banen. Løsningen ligger dog ikke lige til højrebenet, og der arbejdes på højtryk hos instanser, klubber og foreninger for at finde frem til, hvordan problemet kan kommes til livs.

Af Oscar Valdorff, Babou Lowe og Kristian Spinding Andersen

I en verden hvor inklusion og ligestilling er i fremmarch, findes der stadig arenaer, hvor forskelsbehandling og stigmatisering trives i bedste velgående.

I moderne fodbold hersker der en problemstilling, der er særlig problematisk for en bestemt minoritetsgruppe, nemlig homoseksuelle.

Fodbolden er en arena, hvor homoseksuelle er stærkt underrepræsenterede, hvis man sammenligner med resten af samfundet. Denne tendens opleves af flere instanser og enkeltpersoner som værende ildevarslende. Men på trods af det er problemet fortsat en realitet i fodboldverdenen, der lader til at have problemer med strukturelle forandringer.

Eksklusionen starter tidligt

En af forklaringerne på underrepræsentationen af homoseksuelle fodboldspillere har sin oprindelse i foreningerne, hvor eksklusionen starter. Sådan lyder det fra Magnus Hviid, der er kommunikationsdirektør for Spillerforeningen.

»Vi snakker jo dansk fodbold helt fra toppen og så helt ned til græsrødderne og foreningslivet. Noget af det, der bliver spekuleret i, er også, om man på en eller anden måde oplever et frafald i forhold til foreningsdelen. Hvis homoseksuelle eller andre i LGBT+ segmentet føler sig uvelkomne eller ekskluderet til en sådan grad, at de falder fra tidligt i deres fodboldliv, har vi et stort problem.«

Han pointerer, at homoseksuelle forbilleder kan have en positiv indflydelse på fodboldverdenen, og understreger, at det ville være en stor skam, hvis det næste store stjerneskud skulle gå tabt på grund af eksklusion. 

»Det er klart, at hvis der er nogle stærke forbilleder, så kan det jo have en positiv effekt på hele fødekæden. Det vil være rigtig ærgerligt, hvis den næste Cristiano Ronaldo, Lionel Messi eller Michael Laudrup falder fra tidligt i processen, fordi personen, grundet sin seksualitet ikke føler sig velkommen op gennem fodboldcyklussen.«

Kulturen er kritisk

I et fodboldmiljø hvor homoseksualitet er fremmedgjort og tabubelagt, er det vanskeligt for mennesker med en anden seksuel orientering at begå sig. I mange fodboldmiljøer mødes homoseksuelle personer med fordomme frem for forståelse og skal kæmpe for den ligestilling, heteroseksuelle tager for givet.

I praksis er den manglende repræsentation et resultat af flere forskellige faktorer.

Robert Frisch, der er cand.scient.adm. fra Roskilde Universitet, har selv oplevet at være homoseksuel og spille fodbold, og har sidenhen arbejdet med emnet under sin uddannelse. I sin bachelor lavede han et projekt og et samarbejde med fodboldklubben HIK, der havde til formål at komme tættere på problemets kerne. En kerne som han vurderer, stammer fra kulturen og det sprogbrug, der altid har været en fast del af fodboldverdenen. Han peger ydermere på miljøet i fodbold som årsagsforklaring:

»Det er en hypermaskulin kultur, der er på stadion. Kulturen er meget indgroet, og man kan jo hurtigt blive bange for som fan, at hvis jeg ikke må råbe skældsord såsom bøsserøv på fodboldbanen, hvordan skal jeg så kunne afreagere?«

Homofobi i skolegården

I praksis er den manglende repræsentation et resultat af flere forskellige faktorer. Alt fra stigmatisering og marginalisering til decideret homofobi.

Fodboldforeningen Pan Fodbold er en forening med plads til alle, men med en særlig høj ratio af LGBT+-personer. Foreningen slår sig op på at være et inkluderende forum, hvor alle seksualiteter er velkomne. Her spiller Mikkel Curth, og han har selv oplevet homofobi på egen krop. Faktisk helt tilbage fra folkeskoletiden:

»Det er jo helt tilbage i skolegården, hvor man nærmest har hørt det første gang. Man har hørt ordet ‘bøsse’. Det blev jo brugt negativt ladet i skolegården af andre børn, men fordi det bliver brugt i den der lidt negativt ladede sammenhæng, så bliver det jo taget med videre op igennem systemet, og det skaber også en kultur, som er problematisk,« Fortæller han.

Svært at springe ud

Mens problemerne med homofobi og stigmatisering er evidente, er selve årsagen til deres fremkomst mere kompleks. Tendensen begrænser sig dog ikke kun til fodbold, men foregår hyppigt ude i det omkringliggende samfund. Blandt andet oplever flere, at det at springe ud giver anledning til en vanskelig snak. En snak, der ifølge Lukas Møller Jørgensen slet ikke burde være nødvendig. 

Han er fodboldtræner i AGF for U13, og har selv spillet fodbold. Han kan godt genkende den manglende forståelse for homoseksualitet, særligt når det kommer til at springe ud:

»Man føler, man har et forklaringsproblem, og det har man jo slet ikke. Så det er jo dybt forunderligt. Det er ligesom, når folk er til AA-møde, så skal de også sige, jeg hedder Lukas, og jeg har et alkoholproblem. Det er jo den samme fortælling, man skal igennem. Det er jo så åndssvagt.«

Det maskuline miljø

En del af forklaringen på problemet med manglende repræsentation af homoseksuelle findes i kulturen. Fodbold er et særligt miljø, hvor der hersker særlige normer, som kan virke ekskluderende for særligt homoseksuelle mænd.

Arne Backer Grønningsæter, der forsker i diskrimination af homoseksuelle hos Center for Comparative European Social Studies, mener at sportsverdenen og i særdeleshed fodboldens miljø er sværere at befinde sig i som homoseksuel, end visse religiøse miljøer, der ellers plejer at udmærke sig som værende meget ekskluderende.

»Man forventes at være meget maskulin i traditionel forstand, når man spiller fodbold. Mange homoseksuelle bryder med de traditionelle normer inden for maskulinitet.«

Han pointerer også, at der er brug for at skabe en kultur, hvor det er acceptabelt at stå frem, og hvor der er andre, man kan spejle sig i.

»I og med at der er meget få mennesker i samme situation, er der ikke rigtig nogen at identificere sig med, hvis man er homoseksuel. Så evnen til at finde sin egen identitet og kende sit eget værd kunne blive forbedret, hvis der var flere fodboldspillere, der stod frem. Det er der hårdt brug for indenfor den arena.«

Og at det kan være vanskeligt at bryde med de normer, der er i fodbold, kan Lukas Møller Jørgensen nikke genkendende til. Han peger dog på en anden årsag, nemlig selve fodboldspillets grundpræmisser:

»Fodbold er meget præstationsorienteret. Man skal præstere, ellers så spiller man ikke om søndagen. Og det kan være narrativet er, at det er sådan, det fungerer. Fordi implicit er fortællingen jo så også, at hvis man er homoseksuel, er man dermed også svag, men sådan er det jo slet ikke.«

Det kan ikke passe

Både eksperter på området og homoseksuelle, der selv har haft problemet inde på livet, kommer frem til samme konklusion. Nemlig at det er usandsynligt, at der ikke er nogen homoseksuelle i dansk fodbold. En holdning, Arne Backer Grønningsæter også deler.

»Vi har ikke god nok viden om, hvordan og hvorfor på det sportslige område. Men der er selvfølgelig mange flere homoseksuelle fodboldspillere, der stadig er i skabet. Det må der være – det kan ikke være anderledes.«

Fodbold er for alle. Det er nok også sådan, størstedelen af breddefodboldsspillere i Danmark har det. Det er dog langt fra det fulde billede, for fodboldens verden bliver noget sværere at navigere i, hvis du ikke er heteroseksuel. 

Af Oscar Valdorff, Babou Lowe og Kristian Spinding Andersen

Det er ikke let at være homoseksuel mand i dansk breddefodbold. Selvom samfundet er blevet mere åbent og accepterende over for LGBT+-personer, er der stadig mange fordomme og stereotyper, der hersker i sportens verden.  

Ifølge Projekt SEXUS er 2 procent af de danske mænd homoseksuelle, men en undersøgelse foretaget af Kantar Gallup for DBU viser, at kun 1 procent af DBU’s mandlige medlemmer er homoseksuelle. 

I fodbold eksisterer der en machokultur, hvor maskulinitet ses som værende positivt. Den kultur står i kontrast til den måde, man gennem århundreder har anset homoseksuelle mænd, som værende feminine. Dette har gjort at der er opstået en fejlagtig opfattelse af dem som dårligere fodboldspillere.

Lukas er nuværende fodboldtræner og tidligere fodboldspiller. Foto: Babou Lowe

Lukas Møller Jørgensen, der til dagligt er fodboldtræner for AGF’s U13-hold og derudover også er homoseksuel, genkender dette billede: 

»Da jeg voksede op, var de homoseksuelle, der fyldte mest dem, som blev hentet ind til realityprogrammer, og så dannede de ligesom præcedens for, hvordan homoseksuelle er. Det var enormt unuanceret og dermed meget stigmatiserende.« 

Denne stigmatisering er ikke det eneste problem. Kulturministeriet lavede i 2020 en undersøgelse blandt 850 LGBT+ personer i dansk idræt, hvor 67 procent af de homoseksuelle siger, at de har oplevet nedsættende ord eller jokes omkring det at være homoseksuel i forbindelse med, at de har dyrket sport.

Rapporten afslører også, at 23 procent af de adspurgte homoseksuelle har stoppet med at dyrke en sport, fordi de havde for mange negative oplevelser i forbindelse med at dyrke den pågældende sport. 

Fordomsfri fodbold 

Pan Fodbold er en københavnsk fodboldklub, der gør en dyd ud af, at der skal være plads til alle, der gerne vil spille fodbold. Pan Fodbold er åben for alle seksualiteter, og har mange homoseksuelle mænd blandt medlemmerne, der bare gerne vil spille fodbold.  

En af dem er Mikkel Curth, der ligesom så mange andre mænd har spillet fodbold, siden han var dreng. Da han for et par år siden skulle i gang med at spille fodbold igen, valgte han at spille for Pan Fodbold af flere årsager.

»Jeg valgte at spille for Pan på grund af den måde, som klubben er opbygget på, hvor man kan være sig selv i virkeligheden, hvor man ikke skal forholde sig til seksualiseringen, hvor man kan få netværk og spille fodbold sammen, og hvor folk forstår én. Så det er klart, at det er en anden form for fodboldmiljø og en anden form for klub, end en traditionel fodboldklub.« 

Pan Fodbold er ligesom så mange andre klubber tilmeldt DBU’s turneringer, hvor de spiller i puljer mod andre hold. Pan spiller i modsætning til landsholdet altid med regnbueflaget som anførerbind, fordi det er vigtigt for dem at vise, hvem de er.  

Når de er til kamp, oplever de stadigvæk diskriminerende sprogbrug og handlinger fra modstanderholdet til tider.

»Vi oplever det specielt, når modstanderen ser, at vi faktisk godt kan spille fodbold. Så bliver nogle frustrerede og råber ting som f.eks. bøsserøve efter os,« siger Mikkel Curth. 

På banen har Pan Fodbold oplevet, at modstanderen tager dem i skridtet, og i de værste tilfælde har de overvejet at forlade banen i protest. 

Kulturen er det store problem 

Når Lukas Møller Jørgensen træner drengene i AGF, oplever han også det heteronormative sprog fra børnenes side. 

»Der har været vendinger fra spillere, som jeg har haft med at gøre, hvor der har været uheldige formuleringer. Det har været i forhold til noget påklædning, at det har været gay, eller at det har været bøsset. Og det kan måske være alt fra shorts til støvler og strømper.« 

Selvom Lukas Møller Jørgensen er homoseksuel, har han ikke gjort noget ved det, når han har haft disse oplevelser.

»Drengene skal helst bare se, hvordan jeg er. Altså en helt almindelig fyr, og en helt almindelig træner.« 

Ifølge Morten Emmerik Wøldike, chefkonsulent og teamleder for køn og LGBT+, hos Institut For Menneskerettigheder, er ligebehandling et af de store problemer, fordi sporten er machomandens sidste hjemmebane.

»Ligestillingen mellem kønnene har jo betydet en udligning af kønsforskelle, hvor kvinder har bevæget sig ind i de fleste af de rum, der tidligere har været mænds domæner. Sport er et af de rum, hvor mænd stadig kan markere en forskel i forhold til kvinder, og her har der historisk set heller ikke har været plads til mandlig homoseksualitet.«

Han pointerer ligeledes, at de sportsdiscipliner, hvor denne klassiske maskuline scene om at markere forskel i dag stadig er fremherskende. Eksempelvis i fodbold, hvor der stadig er store problemer med homofobi og negative holdninger til homoseksualitet.

I fremtiden håber Mikkel Curth, at der kommer flere forbilleder og bedre plads til de homoseksuelle fodboldspillere: 

»Det er fedt, at Pan eksisterer, og at vi kan få lov til at komme ud og spille fordomsfri fodbold, men et eller andet sted så kunne man da håbe, at det bare var sådan, det fungerede ude i alle klubber, og at Pan i den forstand ikke var nødvendig. Vi vil bare gerne spille fodbold.« 

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.